eVidenCenter
Nationalt Videncenter for e-læring
Vinderen blev...
De tre finalister
Alle kandidater
Bedømmelsen
Sidste chance
Problem m tilmelding
E-læringsprisen 2009
Vinderen blev...

Vinderen blev Åge Staghøj

Årets vinder af e-læringsprisen i Danmark blev Åge Staghøj fra VIA Erhvervsuddannelser. Projektet var intet mindre end en ny virtuel verden.

Med en byggeplads i Second Life har Åge Staghøj gjort det muligt for tømrerlærlinge at arbejde med teoretisk stof om arbejdsmiljø på en helt ny måde. Projektet ”Virtuel Hands On” har gjort det muligt for eleverne at læse materialet på infotavler og opleve forskellige faglige problemstillinger i praksis på den virtuelle byggeplads. Selvom projektet for øjeblikket kun bruges på tømreruddannelsen, så kan ideen tænkes i mange andre sammenhænge, hvor der er behov for visuelt input. Derfor vandt Åge Staghøj førstepladsen i E-læringsprisen, som er udviklet af Det Nationale Videncenter for e-læring med støtte fra Undervisningsministeriet.

Prisuddelingen har til formål at hjælpe gode initiativer til at blive bæredygtige e-læringsaktiviteter, som andre skoler også kan få gavn af. Med prisen følger en check på 100.000 kroner samt gratis konsulenthjælp.

Ud over at Åge Staghøjs projekt har et stort spredningspotentiale, så rammer det også et unikt behov hos målgruppen, og det var medvirkende til at give ham sejren i en tæt kamp mellem mange gode deltagere. Den virtuelle verden kommer især elever med læse- / skriveproblemer til gode, og det er der et særligt behov for i en række håndværksuddannelser. Undersøgelser peger på, at mellem 40 – 60 % har læseproblemer i forskellig grad. Derfor har det været et kærkomment initiativ som onsdag eftermiddag blev belønnet med e-læringsprisen.

Lille udsnit af Horsens
Selve projektet er lavet så virkelighedsnært som muligt, for at eleverne kan relatere sig til scenarierne. Derfor har udviklerne bag Arbejdsmiljøuddannelsen besluttet at lave byggepladsen i Second Life efter to kendte lokaliteter i Horsens: Et torvemiljø der er afledt af Rådhuset og Rådhustorvet, og et arbejdsmiljø der er afledt af den restaurerede tidligere trævarefabrik Bastian. Her bliver man blandt andet konfronteret med forskellige sikkerhedsbrister på arbejdspladsen. Det er dermed op til den enkelte lærling at vurdere, hvordan de skal handle ud fra de forskellige sikkerhedsregulativer og hvem de skal involvere for at få løst problemerne.

Det Nationale Videncenter for e-læring vil nu sammen med Åge Staghøj igangsætte udbredelsen af uddannelsen og konceptet for e-læringsaktiviteten. De forventer, at projektet kan blive brugt i mange andre uddannelsesmæssige sammenhænge.

Se en kort video af vinderen her eller en 3 minutters video her.